Silkeborg sprudlede i Lyngby, og 3-2 kunne være blevet til meget mere. Foran, bagud, udligning … og så Tømrer med sejrsmålet. Stærk vilje fra SIFerne – der overvandt både modgang og Lyngby.
På Lyngby Stadion er det ikke larmen fra tilskuerne, store investeringer i nye spillere eller ‘state of the art’ faciliteter, der skaber resultater og tro på point i Superligaen. Til gengæld er traditionerne, de kongeblå trøjer og stadionpølserne stadig i særklasse – og spillet på banen er også berettiget til superligastatus, når pasningsspillet og de lynhurtige kontraer rammer dagen. Heldigvis var det ikke denne søndag, at det hele skulle gå op i en højere enhed for traditionsklubben mod Silkeborg IF – for selvom klubbernes indstilling til at sætte tæring efter næring uden for banen har mange lighedspunkter, så var SIFerne klart dominerende på grønsværen i dag. Også selvom holdet skulle så grueligt meget igennem, inden overtaget sikrede de tre point.
Flintas indlæg og Ørnskovs pande til 1-0
Generelt var indledningen et stort SIF-pres med en række gode indlæg fra Dennis Flinta samt dybdeløb fra Marvin Pourié som de primære aktiviteter i offensiven. Netop et af Flintas indlæg fra venstre side landede efter ti minutters spil lige i panden på Martin Ørnskov, der resolut sende bolden helt op i nettaget med en hård og præcis header.
1-0 og en fantastisk start på kampen, der også havde budt på en lige-ved-og-næsten chance til Tømrer inde foran mål.
Det gik lidt for stærkt … især den ene vej: 1-1 og 2-1
Scoringen gav mere tumult i begge holds opspil end spillemæssig med- eller modvind. Lidt for mange boldtab og for få succeser i opspillet, forlod spillerne til individuelle aktioner uden den sidste sammenhæng og snert. Men som det så ofte er tilfældet, var det netop en individuel aktion, der gav balance i regnskabet. Kim Aabech fik vippet bolden på tværs over silkeborgensernes forsvar, og her så det ud til, at Lyngbys David Boysen tog hånden til hjælp, inden han spillede bolden videre til Emil Larsen, der fra kanten af feltet kunne udligne til 1-1 ved roden af fjerneste stolpe.
Dominans eller ej, så handler fodbold om mål – og efter 26 miutters spil blev lidt uoverskueligt småspil uden for SIFs felt til en åben skudmulighed for Lyngbys Patrice Bernier, og keeper Lasse Heinze kunne ikke nå modsat til det velplacerede skud. 2-1 til hjemmeholdet og Patrice Berniers første scoring i Lyngbytrøjen.
34. minut og Mr. Mikkelsen iskoldt på frispark
I de seneste kampe har Jesper Mikkelsen spillet sig til mange rosende ord i SIFs midterforsvar for sit rolige og effektive spil. Og bedst som de medrejsende SIFosis‘ jubelråb fra starten af kampen var ved for alvor at have svære kår, fik SIFerne frispark uden for feltet, hvor netop Jesper Mikkelsen gik til bolden og satte den ind med ligeså stor overbevisning og sikkerhed – som havde det været et defensivt indgreb i den modsatte ende. 2-2 på et køligt frispark lagt ind over muren i det korte hjørne.
Resten af halvlegen bølgede frem og tilbage uden de helt store chancer, men fire mål i første halvleg var vist også mere end godkendt på underholdningsbarometeret – selv på en råkold oktobersøndag, hvor det kun var publikum på solsiden, der ikke havde brug for det uldne undertøj.
2. halvleg og Tømrer med sømpistolen til 2-3
SIFerne kom ud fra pausen med visheden om, at det her godt kunne gå hen og blive rigtig sjovt. For efter først at være kommet foran, og derefter være smidt helt ned i den resultatmæssige kulkælder – var det som om, at holdet med lidt mere power i nærkampene kunne skabe en ny føring, nu hvor momentum var tilbage i den rød-hvide lejr efter udligningen direkte på frispark. Det var nemlig SIFerne, der virkede til at have mest at byde ind med i slutningen af første halvleg.
Lyngbys Kim Aabech blev skiftet ud i det 55. minut, og kort herefter kunne ti minutters spilovertag veksles til en flot scoring. Et godt SIF-pres blev til en god stikning til Tømrer på feltets kant, og han tog bolden godt med og satte den i netmaskerne – fladt uden om Rune Pedersen i Lyngby-målet. 2-3 og Tømrer på vej mod en stime.
Risgård, Bech og Kaimar på banen – og masser af chancer til SIF
Føringsmålet gav for alvor SIFerne fart i afleveringerne og den efterlyste snert nærkampene. Det gav pote i antallet af chancer, for efter Kaimar Saag og Kasper Risgård kom på banen med friske kræfter, var der dømt stormløb mod Lyngby-målet. Saag havde tre muligheder efter blandt andet en lækker frispilning fra netop Kasper Risgård, og SIF kunne med fordel have udnyttet denne periode til at sikre sig lidt ro i maven med en to-måls-føring.
I stedet kom Lyngby igen lidt bedre med, og Jesper Mikkelsen måtte acceptere kampens eneste advarsel som et udslag af, at SIFerne blev presset lidt længere tilbage på banen. Jesper Bech var også kommet på ind – og nu skulle sejren bare køres i hus.
Sådan – 3 point til Silkeborg!
Det blev den også, og tre særdeles vigtige point kunne komme med spillerbussen hjem til det jyske.Tømreren kunne have scoret endnu en gang i kampens døend eminutter, men generelt må man bare sige, at SIFerne i den grad spiller chanceskabende.
Næste kamp er hjemme mod Brøndby på søndag kl. 18.
Kom på MASCOT PARK og hjælp med at vinde også denne ‘seks-points-kamp’.
Mål
- 0-1 Martin Ørnskov (10.)
- 1-1 Emil Larsen (14.)
- 2-1 Patrice Bernier (26.)
- 2-2 Jesper Mikkelsen (35.)
- 2-3 Henrik Tømrer Pedersen (55.)
Advarsler
- Jesper Mikkelsen
Lasse Heinze – Christopher Poulsen (63
- Kasper Risgård)
- Thorbjørn Holst Rasmussen
- Jesper Mikkelsen
- Dennis Flinta – Christian Holst (79: Jesper Bech)
- Frank Hansen
- Martin Ørnskov
- Daniel A. Pedersen – Marvin Pourié (68: Kaimar Saag)
- Henrik ‘Tømrer’ Pedersen.
LBK
- Rune Pedersen – Dennis Cagara
- Morten Bertolt (57: Rasmus Nielsen)
- Jakob Bresemann
- Christian Traore – Emil Larsen
- Patrice Bernier
- Mathias Tauber (84: Jonas Henriksen)
- Anders “AC” Christiansen
- David Boysen – Kim Aabech (55: Patrick Mortensen).