25. maj 2011

Trist nederlag

Silkeborg IF led et kedeligt nederlag i årets sidste hjemmekamp i Superligaen, da Lyngby vandt med 1-0 i en trist forestilling onsdag aften. Lasse Heinze var symbolsk bedste spiller for SIFerne med flere gode redninger.

På mange måder var forventningerne til dagens Superligakamp ganske store. Silkeborg IF havde leveret en pragtpræstation i forrige runde, hvor den flotte sejr samtidigt sikrede holdet endnu en sæson i landets bedste række. Samtidigt var dagens gæster fra Lyngby i markant behov for point, hvilket gav forventninger om et opgør med underholdning.

Umiddelbart efter de to holds indløb, blev der overrakt buketter til Kenneth Falkenberg, Thomas Bælum, Thomas Hansen og Mathias Valentin, der alle har kontraktudløb til sommer.

Cheftræner Troels Bech havde fundet genvalg til samtlige SIFere fra forrige kamp, hvilket betød en startopstilling med Lasse Heinze på mål, bag et forsvar med Dennis Flinta og Christopher Poulsen på backpositionerne, mens midterforsvaret bestod af Thorbjørn Holst Rasmussen og Simon Jakobsen. Midtbanen havde Frank Hansen og Christian Holst på kanterne, mens arbejdshestene Kasper Risgård og anfører Martin Ørnskov lå centralt. Helt fremme Kaimar Saag og for anden gang i træk unge Jeppe Illum.

I angreb fra kampens start
Troels Bech valgte fra kampens start at lægge Dennis Flinta op på gæsternes venstre back, og straks blev de første bolde spillet højt på den alsidige spiller, for at komme hurtigt op til målet. Frank Hansen startede derfor længere tilbage på banen, hvilket fik tankerne tilbage på sidste weekends interessante formation, som bekendt gav et massivt overtal på midtbanens sider.

Gæsterne lod sig dog ikke kyse, og fremtvang kort efter kampens første hjørnespark, som dog ikke førte til noget. Kaimar Saag noterede sig kort efter for SIFernes første chance, da han pludseligt stod fri i feltets højre side, mens esterens afslutning drejede forbi målet.

Anderledes tæt på kom Lyngby, da Kim Aabech trykkede af med venstrepoten tæt under mål, men også her sneg bolden sig forbi. Kampens første seks minutter gav derfor gode forhåbninger til resten af kampen.

Der blev spillet kvikt fra begge holds side, hvilket medførte flere skift i boldbesiddelse, men det virkede til, at der i samme forbindelse kunne komme en mulig kontrachance. Troels Bech havde inden kampen opfordret hjemmepublikummet til at råbe ”genpres” ved hvert SIF-boldtab, og dét blev godmodigt udført flere gange.

SIF med første gode angreb
Kampens første gennemspillede angreb stod Silkeborg IF for efter et kvarter. Frank Hansen og Martin Ørnskov kombinerede sig forbi Lyngbys midtbane, hvorefter Christian Holst sendte Kasper Risgård i dybden. Midtbanedynamoen havde nu muligheden for at sende et indlæg tæt ind foran mål, men desværre var det en Lyngby-forsvarer der kom først på bolden.

Kort efter hamrede Christopher Poulsen bolden fladt indover, og det voldte unge Nicklas Højlund i Lyngby-målet problemer nok til at give et hjørnespark fra sig.

Bolden sad mest på hjemmeholdets fødder, men det var småt med de åbne chancer. I stedet var det gæsterne, der fik den næste gode afslutning, da SIF-forsvaret gik forkert af en dybdebold. Det medførte en afslutning af Anders Christensen, men Lasse Heinze dykkede flot ned med en parade. Der var nu spillet 27 minutter i en kamp, der ikke betød på mange chancer, men til gengæld indeholdt rigtigt mange afleveringer under pres.

Efter 33 minutter fik hjemmeholdet en glimrende chance, da et Lyngby-angreb blev brudt og hurtigt vekslet til et kontraløb. Kaimar Saag blev sendt af sted på venstresiden, tog et skarpt træk ind i banen og spillede bolden på tværs til en fremadstormende Kasper Risgård, der med en følt inderside sparkede midt i målet, på en ellers glimrende mulighed.

Minuttet efter løb anfører Martin Ørnskov ind i feltet på et indlæg, og han drejede bolden mod mål med en first-timer, der lige var ved at volde Lyngby-keeperen problemer.

Lyngby på 1-0
Så blev det i stedet gæsternes tur til at få en kontramulighed. SIFerne mistede bolden på Lyngbys eget felt, og så gik det stærkt den anden vej. En lang bold blev sendt af sted til Kim Aabech, der fik spillet tilbage på kanten af feltet. Her kom Brian Hamalainen først, og sparkede bolden mod mål – og efter en retningsændring fra en SIF-forsvarer, røg bolden i mål til en Lyngby-føring på 1-0 efter 39 minutter.

SIFerne svarede igen i næste angreb, hvor anfører Martin Ørnskov atter sparkede første gang på en nedfaldsbold, men den flotte afslutning strøg lige forbi målet.

Mere blev det ikke til i en lettere lunken første halvleg, hvor der var lidt for langt mellem snapsene.

Lyngby fik anden halvlegs første store chance – og endda to af slagsen. Først måtte Lasse Heinze parere en god afslutning fra distancen, og på den efterfølgende bold måtte keeperen endnu en gang hive en stor redning ud af ærmet.

Hjemmeholdet fortsatte med at bringe høje bolde op til de to angribere, men det virkede for nemt for Lyngby-forsvaret at håndtere dét pres, så det fungerede ikke som publikum kunne have håbet på.

Christian Holst med en kæmpe chance
Alligevel fik SIFerne produceret endnu en chance af de rigtigt store. På midten blev der kombineret godt og sammenhængende, og pludseligt havde hjemmeholdet en tre mod to-situation. Christian Holst blev spillet fri i venstre side, men alene med målmanden fik den ellers normalt målfarlige spiller overplaceret sin afslutning, der strøg forbi målet.

Det var måske starten på mere SIF-engagement. Jeppe Illum blev taget ud efter 57 minutter, og erstattet med Martin Svensson, som overtog pladsen på venstre kant og sendte Christian Holst op i angrebet. Frank Hansen og Dennis Flinta byttede samtidigt plads; nu skulle der lægges et større tryk på gæsterne.

Det var imidlertid Lyngby, der kunne notere sig den næste store chance, da Emil Larsen resolut sparkede fladt på et indlæg – men den gode afslutning gled forbi stolpen, heldigvis. SIFene hang mere og mere med skuffen, mens antallet af underlige fejl i den normalt så sikre boldomgang steg hurtigt.

Atter var gæsterne farligst, da kort kombinationsspil på kanten af feltet pludseligt gav en helt fri mulighed til Anders Christensen. Christopher Poulsen kom ilende bagfra, og bolden blev tacklet væk i noget, der godt kunne ligne et straffespark efter 68 minutter.

Martin Svensson satte kort efter fart i venstrekanten, og sendte et glimrende indlæg tæt foran mål – men Kaimar Saag blev lige akkurat snydt af en forsvarer, der kom højest på bolden.

Det blev sidste aktion fra esteren, der efter 73 minutter blev erstattet af Henrik "Tømrer" Pedersen, der løb på banen til et imponerende jubelråb. Angriberen var straks en truende faktor i luftrummet – som måske kunne blev et afgørende vågen til allersidst i kampen.

78 minutter spillet, og næste mulighed til SIFerne kom – anført af en yderst aggressiv Christopher Poulsen, der flåede gæsterne fra hinanden. Bolden endte hos Kasper Risgård i højre side, og hans venstrebensafslutning tvang Lyngby-keeperen ud i en redning, der medførte hjørnespark. Det gav et lille tryk på målet, men uden scoring til følge.

Henrik "Tømrer" Pedersen med en stor mulighed
Christopher Poulsen sendte atter bolden indover til Kasper Risgård, der lagde bolden tilbage til Henrik "Tømrer" Pedersen. Veteranens afslutning blev blokeret kort før mål – og med 80 minutter spillet begyndte hjemmeholdet endelig at røre på sig.

Kasper Risgård lod sig herefter udskifte med Thomas Hansen, og så blev der rykket rundt på brikkerne. Christian Holst ned på den centrale midtbane, Thomas Hansen i midterforsvaret og unge, hovedstødsstærke Simon Jakobsen op foran.

Martin Svensson sendte endnu en gang et indlæg indover mod bagerste stolpe, hvor Henrik "Tømrer" Pedersen dukkede op og var millimeter fra at heade bolden ind, men blev i stedet hårdt mødt af gæsternes keeper, der efterfølgende måtte kortvarigt til behandling. SIFerne begyndte nu at sidde tungere og tungere på Lyngbys felt, hvor flere bolde blev slået ind i håbet om udligningen i slutminutterne.

Desværre for Silkeborg IF var heldet ikke til stede denne gang, og derfor blev det til det blot tredje nederlag i foråret til hjemmeholdet.

Næste og sidste opgave for Silkeborg IF bliver søndag 29. maj kl. 16.00 på udebane mod Horsens.

Mål

  • 0-1 Brian Hamalainen (39)

Advarsler

  • Uffe Bech
  • Thorbjørn Holst Rasmussen

SIF

  • Lasse Heinze
  • Dennis Flinta
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Simon Jakobsen
  • Christopher Poulsen
  • Frank Hansen
  • Kasper Risgård (81: Thomas Hansen)
  • Martin Ørnskov
  • Christian Holst
  • Jeppe Illum (57: Martin Svensson)
  • Kaimar Saag (73: Henrik “Tømrer” Pedersen).

LBK

  • Nicklas Højlund
  • Jeppe Brandrup
  • Jakob Bresemann
  • Mathias Tauber
  • Brian Hamalainen
  • Morten Bertolt
  • Anders Christensen
  • Kim Aabech (85: Patrick Mortensen)
  • Bajram Fetai
  • Uffe Bech (48: Emil Larsen)
  • Peter Madsen (70: Esben Hansen).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen