25. august 2010

Ægte pokaleventyr i Vejle

Efter en skandaløst ringe første halvleg og endnu en Vejle-scoring efter pausen lignede det en pokal-exit for SIF. Men med to sene mål og endnu to i den forlængede spilletid sørgede SIF for et ægte pokaleventyr i Nørreskoven.

Silkeborg IF rejste onsdag aften til Jokri Park i Vejle, hvor Vejle Boldklub tog imod i Ekstra Bladet Cups anden runde.

Inden kampen måtte de to hold varme op på det gamle Vejle Stadion et Lasse Heinze-udkast fra Jokri Park, hvor Danmark og Skotland mødtes i en kvindelandskamp, som på lægterne op til pokalkampen blev kaldt for en ”forkamp”.

Cheftræner Troels Bech havde foretaget en stak ændringer i startopstillingen, hvor forsvaret ud over keeper Lasse Heinze blev udgjort af Thomas Hansen på højre back, Christopher Poulsen på venstre og et midterforsvar med Simon Jakobsen og Jim Larsen.

På midten lå Frank Hansen og anfører Martin Ørnskov i motorrummet, mens kanterne var besat med Christian Holst og Peter Degn – og helt fremme lå Rajko Lekic sammen med Kaimar Saag.

For Vejle var der kun en enkelt tidligere SIFer med ud af tre mulige – Anders Clausen lå helt i front, mens Kim Olsen havde meldt afbud med sygdom og Henrik Ipsen taget plads på trænerbænken i sin nye egenskab af målmandstræner.

Tyndt kvarter
SIF lagde friskt ud med et hjørnespark, mens det var VB, som blev noteret for kampens første afslutning i det fjerde minut – men for ingen af de to hold blev det farligt.

SIF var meget på bolden i kampens indledning, mens hjemmeholdet virkede mere afventende og omstillingsivrige.

VB forsøgte sig meget med lange bolde op mod Anders Clausen eller gennembrud på højrekanten – men enten headede Simon Jakobsen bolden væk, eller også sendte Christopher Poulsen den ud over tribunen, når vejlenserne endelig kom op på SIFs banehalvdel.

Og da SIF heller ikke lykkedes med meget trods den store andel af boldbesiddelse, var tilskuerne vidner til et lidt tyndt første kvarter, hvor det mest bemærkelsesværdige måske var VB-fansenes protester mod det netop fremlagte fusionsforslag med Kolding FC.

1-0 til Vejle
Vi skulle derfor hen til det 18. minut, før der for alvor kom noget på blokken – og det var hjemmeholdet, der scorede et flot mål til 1-0.

For første gang kombinerede VB sig fint igennem gæsternes forsvar, og unge Erik Marxen udnyttede det fine angreb med en endnu finere afslutning, da han resolut knaldede et langskud fremragende i nettet til 1-0 bag en sprællende Lasse Heinze.

Målet gav VB mere blod på tanden, mens SIFs tilnærmelser så lidt planløse ud. Afleveringerne lå skidt, førsteberøringerne var ringe – og ikke mange kunne være indsatsen bekendt.

Sløj tristesse
Og således gik minutterne i sløj tristesse, mens de udsendte reporteres PCer langsomt gik i pauseskærm i erkendelse af den ringe fodboldkamp, hvor især gæsterne gav nul og niks at skrive om.

Når SIF endelig nåede Vejles målende, løb det symptomatisk ud i sandet med en uskarp sidste aflevering – og Vejle bragte heller ikke meget fremad i forståelig tilfredshed over stillingen.

Derfor var det da heller ikke i nærheden af flere mål i en første halvleg, som sjældent er set ringere i et 2010, hvor der ellers er rigeligt med kandidater.

God SIF-start
Cheftræner Troels Bech reagerede med en dobbeltudskiftning i pausen, hvor Peter Degn og Kaimar Saag blev taget ud til fordel for Jesper Bech og Martin Svensson. Sidstnævnte overtog på højrekanten, mens Jesper Bech gled ind på den offensive midtbane.

Og SIF var tæt på at udligne allerede efter to minutter, da et Frank Hansen-hjørnespark blev mødt af luftstærke Simon Jakobsen, som headede – men bolden tog ydersiden af stolpen og gik ud til målspark. Jakobsen havde indtil nu været den måske eneste SIFer, der havde leveret en fin kamp.

Kun et minut senere var også Rajko Lekic tæt på, da han efter et frækt træk trykkede af fra distancen – og kun få centimeter skilte Lekic fra sit SIF-mål nummer 74.

Alt i alt en rigtig god start af gæsterne, som i anden halvlegs første fem minutter viste mere end i hele første halvleg. Der var langt mere pep i dueller og afleveringer – og altså for første gang farlige afslutninger at byde på.

2-0 til Vejle
Også Jesper Bech og Christian Holst kom frem til skud fra distancen, men kanonerne var ikke helt præcist indstillet.

Dog var det en langt mere opløftende indsats, som SIFerne nu leverede – eller; nu var der faktisk tale om en indsats.

Alligevel var det Vejle, der kort efter øgede føringen til 2-0 i det 64. minut. Et lidt tilfældigt angreb endte via en Anders Clausen-afslutning og en Lasse Heinze-redning hos dagens VBer, Erik Marxen, der for anden gang sendte et flot venstrebenshug i nettet.

Selvmål og SIF-reducering
Med tyve minutter igen blev Jim Larsen sendt frem i offensiven for at give mere power til et SIF-angreb, der ikke længere så specielt giftigt ud.

SIF pressede boldene længere op ad banen, men Vejles defensiv stod udmærket og havde ikke de voldsomme problemer med at afvise gæsterne. I stedet forsøgte VB sig fortsat med kontraangreb, der frembragte en smule panik hos SIFerne ved et par lejligheder. Alligevel trykkede SIF mere og mere på med god fight og et fysisk overskud i forhold til hjemmeholdet.

Og med tre minutter igen kom SIF endelig på tavlen. Et indlæg fra højre side blev sparket hårdt ind i feltet af Frank Hansen – og tæt foran eget mål måtte VBs ghanesiske forsvarsklippe Godwin Antwi se sin glidende tackling stryge i nettet til 2-1.

2-2 i overtiden!
Og så skulle der eller kun gå yderligere tre minutter, før SIF punkterede stemningen på Jokri Park fuldstændigt.

Rajko Lekic modtog en løs bold i feltet, tog et par træk og sparkede på mål – og efter at have ramt et par både røde og grønne, endte bolden hos Christian Holst, der krigede udligningen i nettet til 2-2!

Vanvittig udvikling på en kamp, som SIF ellers måtte siges at have været afskrevet i – men for anden kamp i træk særdeles flot moral af Søhøjlandets Helte, der som i søndags mod Randers FC igen udlignede i overtiden. Og så stod den ellers på fem minutters pause, før den forlængede spilletid blev sat i gang.

Svensson til 2-3!
Dén åbnede Frank Hansen med et kompetent langskud, der strøg lige over Kristian Fæstes mål – og kort efter fik Martin Svensson sendt et flot hovedstød mod målet på et glimrende Frank Hansen-indlæg. Dog uden held.

Men i det fjerde minut skulle det så lykkes for SIF at komme i front for første gang i kampen.

Jesper Bech første bolden frem og fandt Martin Svensson i højresiden – og to træk og en venstrebensafslutning senere stod der utrolige 2-3 på måltavlen!

… og så blev det 2-4!
Og kun et minut senere øgede SIF føringen med endnu en scoring – den fjerde på omkring ti minutter.

Christian Holst trykkede af med et dommedagshug fra distancen. Bolden tog undersiden af overliggeren og gik tilsyneladende over stregen – men det var først, da Rajko Lekic puttede bolden det sidste stykke ind over stregen, at linjedommeren hejste flaget som markering af SIFs fjerde mål i den nu højspændte forestilling.

Dén scoring kan d'herrer Holst og Lekic måske så skændes lidt om, men faktum var i hvert fald, at stillingen nu var 2-4!

Pokaldrømmen lever
I den forlængede spilletids sjette minut kom Rajko Lekic frem til en kæmpe mulighed, men Kristian Fæste parerede flot.

Og det blev Rajkos sidste aktion, for kort efter blev han erstattet i front af Henrik "Tømrer" Pedersen.

VBerne var nu i den grad forståeligt modløse, og SIF spillede bolden roligt rundt om hjemmeholdets desillusionerede og trætte spillere.

Ind i mellem fandt SIF endda kræfterne til at presse på for endnu en scoring, og Henrik "Tømrer" Pedersen gjorde det fint med friske ben helt fremme.

Også Martin Svensson var i hopla, da han i det 116. minut tog et løb over trekvart bane, afdriblede to mand og afsluttede – men endnu en god redning af Kristian Fæste forhindrede den totale VB-deroute.

Og dermed kunne tiden lige så stille passere de 120 minutter, før de grønklædte gæster ved slutfløjtet kunne række armene i vejret i jubel – og vished om, at pokaldrømmen lever.

Tredje spillerunde i Ekstra Bladet Cup afvikles 21.-23. september – og SIFs modstander heri findes ved lodtrækning på fredag.

På lørdag står den igen på Superliga, når Esbjerg fB tager imod klokken 17.00 – og der skal EfB vist passe gevaldigt på mod et SIF-hold, der viser usandsynligt stærk moral for tiden.

Mål

  • 1-0 Erik Marxen (18)
  • 2-0 Erik Marxen (64)
  • 2-1 Godwin Antwi (88
  • selvmål)
  • 2-2 Christian Holst (90+1)
  • 2-3 Martin Svensson (93)
  • 2-4 Rajko Lekic (95)

Advarsler

  • Thomas Mikkelsen
  • Azer Busuladzic
  • Thomas Hansen

SIF

  • Lasse Heinze
  • Simon Jakobsen
  • Thomas Hansen
  • Jim Larsen
  • Christopher Poulsen
  • Peter Degn (46: Martin Svensson)
  • Frank Hansen
  • Martin Ørnskov
  • Christian Holst
  • Rajko Lekic (107: Henrik “Tømrer” Pedersen)
  • Kaimar Saag (46: Jesper Bech).

VB

  • Kristian Fæste
  • Ulrik Lindkvist
  • Godwin Antwi
  • Jonatan Neftali
  • Erik Marxen (86: Peter Ankersen)
  • Martin Borre
  • Steffen Kielstrup
  • Thomas Mikkelsen (57: Andreas Moos)
  • Valentino Lai (72: Azer Busuladzic)
  • Jesper Jensen
  • Anders Clausen.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen