Med en 3-1 sejr vandt Silkeborg IF sikkert over Viborg i Ekstra Bladet Cups fjerde runde. En bedre udnyttelse af chancerne gjorde forskellen, hvorved SIF med to mål af Lekic og et enkelt af Holst er klar til kvartfinalen.
Uden at fornærme godtfolk i nordjyske Hjørring eller de behagelige værter fra Marstal/Rise i det sydfynske øhav, så var der her til aften lidt mere pokaldrama-snit over sæsonens fjerde runde af Ekstra Bladet Cup – SIFs pokalbestræbelser 2009/10 var rykket til Midtjylland og ind på Viborg Stadion.
Viborgs vej til fjerde runde var gået over Hirtshals Boldklub, AGF i anden runde og Rishøj Boldklub i tredje, mens Silkeborg IF stillede til kamp efter sejre på 2-0 over FC Hjørring og 3-1 over Marstal/Rise fra Ærø.
Ingen spillere blev sparet trods Viborgs status som midterhold i 1. division – som det også blev behørigt bemærket af de mange medrejsende SIF-fans' bannere: "Vi er i Superliga – Hvor er I?". Således mønstrede Troels Bech et særdeles slagkraftigt SAS Liga-mandskab i den vanlige 4-4-1-1 opstilling:
Lasse Heinze vogtede målet, Steven Lustü lå i defensivens højre side med Jim Larsen og Thomas Hansen i midten – og til sidst anfører Henrik "Tømrer" Pedersen i venstre.
På midtbanen lå Peter Degn til højre, Frank Hansen og Martin Ørnskov centralt, mens Christian Holst indfandt sig i venstresiden. Forrest var Jesper Bech genindtrådt i positionen lige bag Rajko Lekic på spidsen.
Viborg med en advarsel
Første bid i kampen kom fra Viborg, da en dødbold et lille stykke fra feltet blev sendt ind med en god portion skrue til en fremstrakt Viborg-fod. Bolden strøg på Lasse Heinzes højre stolpe, mens keeperen stod på flade fødder. Puha – og der var bare spillet tre minutter.
Silkeborg IF kom dog stærkt igen og mobiliserede stille og roligt et pres mod Viborgs mål. Peter Degn sendte efter et godt SIF-opspil bolden ind til Christian Holst i feltet, men færingens afslutning blev blokeret.
I den anden ende sendte Christian Muomaife Lasse Heinze ud i fuld længde. Og Jonas Thorsen fik også et hovedstød inden for SIFs målramme – igen med en Heinze-redning. Jo, kampen var vældig levende efter 12 minutters spil.
Dobbeltscoring – Lekic og Holst
Det første mål lå i luften, og eftersom Viborg ikke kunne score på sine chancer, så måtte det jo blive Silkeborg IF, der snuppede den første pind.
Efter opspil i højre side – startende fra Steven Lustü over Peter Degn – blev et perfekt indlæg behandlet perfekt af Lekic, der sikkert knaldede bolden ind i nettaget bag en sagesløs Kristian Kirk i Viborg-målet – efter 13 minutter var vi for alvor i gang.
Og 2-0 skulle det også blive! 18 minutter var spillet, da Jesper Bech gled af på sin direkte modstander midt på banen og med en lystig ydersideaflevering sendte Steven Lustü af sted i et ustyrligt Cafu-lignende ryk i højre side. Herfra fyrede veteranen en flad bold ind i feltet, hvor Rajko Lekic kom for tidligt og gled foran bolden på den glatte bane – men så stod Christian Holst bagved klar til at score sit ottende sæsonmål i liga og pokal. 2-0 til SIF, og der blev jublet behørigt på både banen og hos SIF-fansene, der var mødt slagkraftigt op i både antal og volumen.
Heinze fik også vist sig
Lasse Heinze skulle også have chancen for at vise sig fra sin bedste side, da den tidligere SIFer Søren Ulrik Vestergaard sendte et frisparksdrøn af sted. SIF-keeperen skulle helt ud til stolpen og et godt stykke op i luften for at redde frisparket, der med masser af underspin bevægede sig nedefra og op.
Og kort efter endnu en fantomredning af Heinze, da samme Søren Ulrik Vestergaard satte SIF-forsvaret skak med gode driblinger og en afslutning tæt under mål – men en liggende Heinze hævede højre arm og fik slået bolden ud.
Viborg var her efter 28 minutter vågnet ganske brat af den døs, de havde været i siden Silkeborg IFs første scoring.
SIF kendte sin besøgstid: 3-0!
Efter en god periode for SIFerne var det i denne sidste halvdel af halvlegen det grønblusede hjemmehold, der dominerede. Alt for mange lette bolde blev tabt på egen banehalvdel, og Silkeborg-spillerne fodrede unødvendigt Viborg med hele og halve chancer.
Der var en vis ængstelse at spore hos SIFerne. Hvem sagde, at 2-0 er den farligste føring?
Men på et indkast vendte al ængstelsen sig dog igen til smil – store smil. Steven Lustü opdagede en helt fri Rajko Lekic, der havde sneget sig bagom et snorksovende forsvar. Højrebacken kastede indkastet hurtigt til Lekic, der med en retningsbestemt tæmning og et følt ydersidelob sendte sit andet mål i aften ind – kampens til nu smukkeste.
Dermed kom den aggressive spydspids op på ni sæsonmål – ét mere end Holst – mens Steven Lustü kunne glæde sig over aftenens anden assist. Og resten af holdet kunne med de mange medrejsende SIF-fans glæde sig over at kende sin besøgelsestid. 3-0 var ikke nødvendigvis retvisende, men skidt med det – når man som SIFer kunne gå til pause med en tremålsføring.
To tidlige SIF-udskiftninger
Silkeborg IF benyttede pausen til at skifte målscorer Christian Holst ud med Martin Svensson, der kom direkte ind på midtbanens venstrekant.
Og seks minutter inde i anden halvleg udgik også Jim Larsen, hvilket gav plads til Dennis Flinta. Dermed rykkede Steven Lustü ind i midterforsvaret, mens Flinta indfandt sig på sin vante post som højre back.
Viborg var dog ikke knækket af tremålsføringen. Efter 53 minutter havde viborgenserne haft et par gode chancer – langt den største til Christian Muomaife, der tæt under mål fyrede bolden af sted, men med en Johan Wiland-redning på stregen fik Lasse Heinze skubbet bolden ud til hjørnespark.
Intet så ud til at kunne passere Heinze i aften.
Fem sorte SIF-minutter
Efter 67 minutter så det meget kritisk ud for en af Silkeborg IFs allervigtigste brikker på banen. Frank Hansen måtte humpende forlade grønsværen, mens han trak ansigtet i smerter.
Mens Frank Hansen humpede ud, fornøjede Rajko Lekic sig inde foran mål, hvor angriberen med et akrobatisk svæv var tæt på at saksesparke et hattrick i mål – men Rajko fik desværre ikke fuldt træf på bolden.
Minuttet efter kom Kaimar Saag på banen i stedet for den skadede Frank Hansen. Lidt af et skår i pokalglæden, hvis Silkeborg IF skulle ende med at mangle sin jernmand på midten i de kommende kampe, men SIFs nummer 20 var efter kampen optimistisk i forhold til at blive klar til søndagens match i Randers.
Og som om det ene uheld ikke var nok, så bragte Viborg sig kort efter på tavlen ved George Popkhadze. Bolden endte lidt tilfældigt ved georgieren, som formåede at sende et følt drømmehug af sted. Men det måtte nødvendigvis også til for at passere den velspillende Lasse Heinze i målet.
Med 18 ordinære minutter tilbage var der igen pumpet lidt spænding ind i kampen med Viborgs reducering til 3-1.
SIF klar til kvartfinalen!
Målet havde dog ikke den store positive virkning på hjemmeholdets spil. I den resterende del af kampen havde Viborg ikke meget at byde på, mens Silkeborg IF koncentrerede sig om at holde hjemmeholdet stangen.
Hverken hjemme- eller udeholdet fik altså gjort mere væsen af sig i en kamp, hvor forskellen på SAS Liga og 1. division først og fremmest viste sig i udnyttelsen af chancer. Silkeborg IF scorede tre på færre forsøg, end Viborg skulle bruge til at score én.
Med en 3-1 sejr og videre avancement kan Silkeborg IF med glæde se frem til fredag, hvor der bliver trukket lod til kvartfinalen i Ekstra Bladet Cup, hvor følgende modstandere kan trækkes:
HB Køge
FC Nordsjælland
Vejle Boldklub
OB
FC Midtjylland
SønderjyskE/FC København (spilles torsdag)
Hobro/AaB (spilles torsdag)
Kvartfinalerne bliver spillet den 8. april 2010 med forbehold for ændringer.
Mål
- 0-1 Rajko Lekic (13)
- 0-2 Christian Holst (18)
- 0-3 Rajko Lekic (39)
- 1-3 George Popkhadze (72)
Advarsler
- Ingen
SIF
- Lasse Heinze
- Steven Lustü
- Jim Larsen (51: Dennis Flinta)
- Thomas Hansen
- Henrik “Tømrer” Pedersen
- Peter Degn
- Frank Hansen (69: Kaimar Saag)
- Martin Ørnskov
- Christian Holst (45: Martin Svensson)
- Jesper Bech
- Rajko Lekic
VFF
- Kristian Kirk
- Jonas Thorsen
- Simion Bulgaru
- Alexander Juel Andersen (63: Kevin Mensah)
- George Popkhadze
- Lasse Ankjær (75: Alex da Silva)
- Eldin Karisik
- Jakob Glerup
- Asbjørn Sennels
- Christian Muomaife (63: Razak Pimpong)
- Søren Ulrik Vestergaard