13. september 2009

1-1 mod SønderjyskE

En til tider noget slatten fodboldkamp udspandt sig søndag på Silkeborg Stadion, hvor SønderjyskE kom i front i første halvleg – og hvor Peter Degn fem minutter senere sørgede for slutresultatet 1-1.

Silkeborg IF havde for anden runde i træk hjemmebanefordelen, da SønderjyskE i 8. spilletermin gæstede Silkeborg Stadion.

Seneste oplevelse for de rød-hvide samme sted var en god én af slagsen – nemlig 3-1 sejren over OB for 13 dage siden. Men nu ventede en helt anden type opgave; mod SIFs nedrykningsfavorit-kolleger fra SønderjyskE.

Cheftræner Troels Bech havde fået både Lasse Heinze og Peter Degn klar igen, og de indtrådte begge i en særdeles offensivt orienterede startopstilling.

Lasse Heinze vogtede målet, mens Frank Hansen, Jim Larsen, Thomas Hansen og Steven Lustü tog sig af forsvarspladserne fra højre mod venstre.

På midten lå Peter Degn på højrekanten, Martin Ørnskov og Jesper Bech i diamantens midte – og Martin Svensson til venstre.

Helt fremme var valgt Christian Holst og Rajko Lekic.

Fair Play-markering
Spillerne fra begge hold løb samlet på banen som en del af markeringen af den internationale Fair Play-dag – og så var vi ellers klar til at komme i gang med den ultravigtige kamp.

I dén kom SønderjyskE bedst ud af starthullerne – gæsterne satte sig på den umiddelbare boldbesiddelse og duellerne, men der kom ikke noget særligt ud af anstrengelserne.

I stedet kom SIF frem til kampens første afslutning, da Frank Hansen sparkede på mål fra en spids vinkel – og kort efter fik Jesper Bech hovedet på et indlæg, men forsøget strøg over målet.

SIF svarede altså hurtigt igen på den gode SønderjyskE-start – og fem-seks minutter inde i kampen var det hjemmeholdet, der var i teten.

To på tværribben
Efter 13 minutter belejrede SIF gæsternes mål i forbindelse med en hjørnesparks-situation, hvor SønderjyskE slet ikke kunne få bolden væk. Til sidst fik Jim Larsen steget til vejrs fra stor afstand og fik headet godt – men David Ousted dykkede ned og sikrede sig bolden.

Endnu farligere blev det tre minutter senere, da et tilsyneladende forfejlet Steven Lustü-indlæg med højrebenet fra venstresiden sejlede ind i feltet – over Ousted – og på overliggeren, hvorefter forsvaret fik clearet. Tæt på, at Lustü kom på tavlen for første gang i sin SIF-karriere – og som første målscorer havde Lustü formentlig haft et odds på omkring en million på Oddset…

Dét havde været fantastisk, men nogen fantastisk fodboldkamp var det nu ikke – og det var der nok heller ikke mange, der havde forventet. SønderjyskE stod kompakt i defensiven og var svært gennembrydelige; ikke mindst qua det fysiske overtag, som gæsterne besad i størrelse og kropsstyrke sammenlignet med det på dagen noget vævre SIF-hold.

Et sjældent besøg i SIFs målende var tæt på at give en giftig situation i det 26. minut, hvor Thomas Hansen ikke fik ordentligt ram på en clearing, men SIFerne fik losset væk.

Og modsat forsøgte Rajko Lekic sig med et rigtig godt skud fra distancen, som krøllede lige over, inden Jesper Bechs lumske venstrebens-indlæg ramte overliggeren.

To indlæg på overliggeren – SIF nærmede sig og kom også frem til en god portion hjørnespark i en fase af kampen, hvor tingene livede en smule mere op efter en småtræg start.

0-1 – og 1-1 ved Degn!
Men, men, men. Efter 34 minutter fik SønderjyskE et hjørnespark i højresiden. Rasmus Hansen sendte bolden indadskruet ind i feltet, og her kunne Anders Østli på nærmest flade fødder mellem venner og fjender få lov til at heade bolden i nettet – 1-0 til SønderjyskE.

Skidt opdækning, skidt mål at indkassere – nu var det for alvor op ad bakke for SIFerne.

Men ikke ret længe – for bare fem minutter senere blev der bragt balance i regnskabet.

En Martin Svensson-bold fra venstresiden strøg ind mod Rajko Lekic, der lod bolden passere til en endnu mere fri Peter Degn – han betænkte sig ikke og bankede med en bragende flugter udligningen i kassen med sit første sæsonmål – 1-1!

SIF pressede endnu mere på, og Martin Svensson kom tæt på med et godt skud, lige som Rajko Lekic var tæt på at nå frem til et Christian Holst-indlæg.

Jo jo, kampen var for alvor blevet markant mere sprælsk – og det var SIF, der kunne være mest trætte af, at der kort efter blev fløjtet til pause af dommer Jakob Kehlet, som havde dømt fint i første halvleg – og endda diskede op med et flot og improviseret falde-på-halen nummer i kampens indledning til stor moro på tilskuerpladserne.

Flinta på banen og Rajko på stolpen
Anden halvleg begyndte til gengæld noget sløjt – fejlafleveringerne var mange for begge holds vedkommende, og vi skulle hen til det 52. minut, før den første afslutning blev noteret. Det skete, da Johnny Thomsen skar ind fra sin højreside og afsluttede med venstre – men et godt stykke over.

To minutter senere udgik Martin Svensson i en taktisk udskiftning, hvor Dennis Flinta kom på banen og ind på højre back, mens Frank Hansen gik ind for at bringe noget mere fylde på den centrale midtbane og Christian Holst trak mere ud til venstre.

SIF havde bolden stort set konstant, mens SønderjyskE især satsede på lange bolde frem mod den lynhurtige Kenneth Fabricius – uden det store held.

Det var nu heller ikke fordi, at SIF bød på decideret sublime opspil, men de rød-hvide var ganske målsøgende. For eksempel personificeret ved Rajko Lekic i det 59. minut, da han klappede til et indlæg, men måtte se bolden prelle af på stolpen – tredje gang på træværket for SIF.

Holst tæt på
Trods gæsternes til tider pindsvine-agtige tilgang til kampen, kom de frem til en god mulighed i det 70. minut, da et indlæg blev mødt af Søren Frederiksens pande. Men Lasse Heinze serverende en fuldstændig fantastisk redning i målet – tæt på endnu en føring til SønderjyskE.

Lige så tæt på var det i den anden ende kun to minutter senere, da Peter Degn og Christian Holst spillede flot sammen i et kontraangreb – Degn spillede bolden ind til Holst i feltet, men i duel med David Ousted måtte Holst se bolden smutte ud over baglinjen.

Dét blev Holsts sidste aktion, for han blev kort efter udskiftet med den formstærke ester, Kaimar Saag, der tog over i venstresiden.

Tømrer med SAS Liga-comeback
Kampen døde igen i tempo, mens uret passerede de 80 minutter. Ingen af holdene lykkedes med ret meget, men for en gangs skyld var det såmænd SønderjyskE, der havde mest fat i bolden. Fem minutter før tid fik SIF dog igen drevet bolden fremad, men det var som om, at der lige manglede den sidste skarphed i både indlæg og afslutninger.

Efter 87 minutter kom Henrik "Tømrer" Pedersen så på banen i stedet for Peter Degn – altså SAS Liga-comeback efter syv år til Tømreren, der blev hilst med et jubelbrøl fra lægterne og gik ind i venstresiden, mens Kaimar Saag overtog i højre.

Men hverken Tømrer eller nogle andre kom frem til noget nævneværdigt i kampens slutning – og dermed endte en til tider halvkedelig fodboldkamp med et 1-1 resultat.

Næste kamp er førstkommende lørdag klokken 17.00, hvor AaB tager imod.

Mål

  • 0-1 Anders Østli (34)
  • 1-1 Peter Degn (39)

Advarsler

  • ingen

SIF

  • Lasse Heinze
  • Frank Hansen
  • Jim Larsen
  • Thomas Hansen
  • Steven Lustü
  • Peter Degn (87: Henrik “Tømrer” Pedersen)
  • Martin Ørnskov
  • Jesper Bech
  • Martin Svensson (54: Dennis Flinta)
  • Christian Holst (74: Kaimar Saag)
  • Rajko Lekic.

SJE

  • David Ousted
  • Anders Østli
  • Michael Stryger
  • Anders Egholm
  • Johnny Thomsen
  • Martin Halle
  • Rasmus Hansen (89: Henrik Bødker)
  • Mads Jessen
  • Jesper Kjærulff
  • Nicolaj Agger (65: Søren Frederiksen)
  • Kenneth Fabricius.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 01.12. kl. 18.00
Scroll til toppen