19. april 2009

Sejr i Hvidovre

Silkeborg IF fik en drømmestart takket være to hurtige scoringer fra Steffen Ernemann og Peter Degn i søndagens udekamp mod Hvidovre, der blev besejret med 2-1.

Et solbeskinnet Hvidovre Stadion med et rigtig flot græstæppe dannede søndag ramme for kampen mellem Hvidovre IF og de grønklædte gæster fra Silkeborg IF, der ikke havde besejret Hvidovre i de seneste tre kampe i træk.

Cheftræner Troels Bech havde til kampen valgt den samme startopstilling som i mandags mod FC Fredericia, hvilket betød Kenneth Falkenberg på mål og Dennis Flinta, maskeklædte Jim "Zorro" Larsen, Thorbjørn Holst Rasmussen og Christian Thyboe-Thomsen i forsvarskæden.

På midtbanen lå Martin Ørnskov og Steffen Ernemann centralt, mens Martin Svensson og Peter Degn passede kanterne – og helt fremme naturligvis rækkens farligste frontduo, anfører Henrik "Tømrer" Pedersen og Rajko Lekic.

Ernemann gav SIF en drømmestart
SIF fik kampens første afslutning efter 1 minut og 40 sekunder, da Rajko Lekic lagde en bold indover, som Peter Degn fik headet på fra ganske lang afstand – og følgeligt langt over.

Tættere på kom Steffen Ernemann to minutter senere, da han flugtede hårdt til bolden fra kanten af feltet, men Kim Drejs i Hvidovremålet fik lige præcis vippet til hjørne.

Det blev sendt indover, hvor Henrik "Tømrer" Pedersen gik op i en luftduel med Kim Drejs, som boksede væk – men lige ud til Steffen Ernemann, der yderst elegant flugtede bolden i nettet med venstre hæl svinget bagom højrebenet. 1-0 til SIF – sikke en drømmestart – og Ernemanns tredje sæsonmål!

Degn til 2-0!
Christian Thyboe-Thomsen måtte til behandling kort efter oven på et vrid i det dårlige knæ, men humpede et par minutter senere ind på banen igen – på midtbanen, hvorefter Steffen Ernemann tog over på backen i en lidt forvirrende fase, hvor hjemmeholdets nye angriber, Sylla Amed Davy, kom til en afslutning, der dog røg et godt stykke over.

Og efter ni minutters spilletid udgik han så, Christian Thyboe-Thomsen, hvilket gav entré til Steven Lustü på venstrebacken.

Men SIF fortsatte presset fremad banen, og efter 11 minutter blev det så 2-0 til det aggressive SIF-hold.

Endnu et hjørnespark blev sendt indover, hvor SIFerne igen pressede godt på – og til sidst dumpede bolden ned for fødderne af Peter Degn, der via en Hvidovre-forsvarer tæskede bolden i nettet – 2-0 til SIF!

Hårdt SIF-pres
Og der stod stadig SIF på det hele. Endnu et hjørnespark førte til Hvidovre-panik efter et kvarters spil, og Martin Svensson var centimeter fra at øge til 3-0.

Gæsterne havde i sandhed indtaget Hvidovre Stadion med manér – det ene angreb efter det andet skyllede ned mod den usikre Kim Drejs' mål, mens alle tilnærmelser i den anden ende blev sikkert afvist af den velorganiserede SIF-defensiv.

Rajko Lekic kom frem til en god mulighed efter 18 minutter, da en lang bold fremad førte til en misforståelse i det sejlende og hårdt pressede Hvidovre-forsvar. Lekic forsøgte at vippe bolden over Drejs – men fik ikke nok højde på lobbet.

Nyt minut – nyt hjørnespark. Og ny panik i feltet, hvor der var rent skydetelt, inden en Hvidovre-forsvarer afværgede på stregen.

Skam-grillede stadion-pølser
Henrik "Tømrer" Pedersen blev spillet helt fri i dybden af Steffen Ernemann efter 24 minutter, men linjedommer Brian Skovrup lignede en provisionslønnet mand, da han ukorrekt vinkede for offside.

Og minuttet senere diskede SIF op med endnu et fremragende angreb, hvor både Rajko Lekic og Martin Svensson var tæt på – det lå gevaldigt i luften med endnu en scoring til de fremragende spillende gæster, der havde hjemmeholdet i et jerngreb.

Og igen efter 29 minutter fik Hvidovre reddet på stregen, da Henrik "Tømrer" Pedersen slap igennem og vippede bolden over Kim Drejs – bolden dansede hen mod stregen, hvor en HIF-forsvarer fik høvlet til hjørne lige for snuden af Martin Svensson.

Det brændte simpelthen så meget på i Kim Drejs' felt, at man kunne skam-grille stadion-bodens pølser derinde.

Reducering til 1-2
Frustrationerne begyndte at vise sig hos de nedspillede Hvidovre-folk, og en arm slynget i ansigtet på Martin Svensson gav et spilstop efter 35 minutter – til stor irritation for de medlevende og højlydte HIF-fans, der ikke gav op trods den spille- og stillings-mæssige problemstatus.

Og efter 39 minutter fik de så endelig lidt at juble over, HIF-fansene. Det skete, da Marc Olsen modtog bolden i højresiden og trak ind i banen, hvorfra han med sit gode venstreben flot sparkede bolden i nettet fra stor afstand. 1-2 – og ganske unødvendigt i en kamp, hvor SIF havde siddet meget, meget tungt på det hele.

Henrik "Tømrer" Pedersen kom frem til et hovedstød fire minutter senere efter en glimrende Peter Degn-aktion, men bolden strøg et godt stykke forbi.

Dermed altså en føring på 2-1 til SIF ved pausen – og dén føring var bestemt ikke et mål for stor. Tværtimod var det ganske åndssvagt, at Hvidovre var kommet på tavlen efter en halvleg, hvor SIF kunne have scoret en håndfuld mål.

Dramatik og rødt kort
Anden halvleg begyndte på dramatisk vis, da Lukasz Cieslewicz tilsyneladende hev Peter Degn i skridtet, hvilket Degnen naturligvis ikke var helt tilfreds med. Dommeren lignede dog ikke en mand, der havde set situationen helt i detaljer, så han slap fra det med en advarsel til begge spillere.

Og det var faktisk Hvidovre, der kom bedst i gang efter pausen – ved for første gang i kampen at holde bolden på røde fødder gennem længere tid.

Men SIF var stadig også med tingene, og især Martin Svensson fremtvang mange frispark. Et grimt af dem begået af Kristian Bo Andersen efter 57 minutter, hvilket gav rødt kort til Hvidovre-spilleren.

Manglende power
Kenneth Falkenberg var ved at skabe mere spænding, da han tabte et indlæg efter 63 minutter – men SIFerne fik sparket væk.

Derudover var det markant mere chancefattigt i anden halvleg i modsætning til i første, hvor der var et tocifret antal til gæsterne, der slet ikke var kommet lige så godt i gang efter pausen.

Spillet hang ikke sammen – og der var slet ikke samme power i angrebene fra gæsternes side. Så man sad faktisk med en lidt lunken fornemmelse på trods af føringen og en modstander i undertal. En modstander, der med godt tyve minutter igen foretog tre udskiftninger på samme tid.

Schmidt og Holst på banen
Rajko Lekic kom til en for kampen sjælden afslutning efter 76 minutter, men flugteren strøg langt forbi.

Og det blev den sidste aktion for Lekic, der to minutter senere blev udskiftet med Christian Holst, mens også Stefan Schmidt kom på banen i stedet for Peter Degn.

Schmidt kom ind på højrekanten og Christian Holst i angrebet.

Nervøs afslutning på kampen
Christian Holst kom frem til en gylden mulighed efter 84 minutter, da han tørrede sin oppasser og slap igennem – men Kim Drejs fik afværget på flot vis.

Og det VAR noget nervøst noget inde bag kridtstregerne, hvor Hvidovre i undertal spillede med god energi og opportunisme.

Ingenting hang sammen for gæsterne – men minutterne gik og gik jo heldigvis alligevel.

Henrik "Tømrer" Pedersen fremtvang et frispark i overtiden, og det gik der god tid med, hvorefter SIFerne konverterede til et par tidsforbrugende hjørnespark.

Og dermed fik SIFerne presset de sidste minutter ud af en kamp, der var som nat og dag for gæsterne i de to halvlege – men de tre point? De var godt nok gode!

Mål

  • 0-1 Steffen Ernemann (4)
  • 0-2 Peter Degn (11)
  • 1-2 Marc Olsen (39)

Advarsler

  • Lukasz Cieslewicz
  • Peter Degn
  • Kristian Bo Andersen
  • Stefan Schmidt

SIF

  • Kenneth Falkenberg
  • Dennis Flinta
  • Jim Larsen
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Christian Thyboe-Thomsen (9: Steven Lustü)
  • Peter Degn (78: Stefan Schmidt)
  • Martin Ørnskov
  • Steffen Ernemann
  • Martin Svensson
  • Henrik “Tømrer” Pedersen
  • Rajko Lekic (78: Christian Holst).

HIF

  • Kim Drejs
  • Nichlas Thorsgaard
  • Stefan Hansen
  • Stefan Krogh
  • Kristian Bo Andersen
  • Morten Walldo
  • Jonas Kallehauge (69: Morten Bech)
  • Marc Olsen (69: Nicklas Rønne)
  • Lukasz Cieslewicz
  • Anders Clausen
  • Sylla Amed Davy (69: Jackie Christensen).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen