5. april 2009

Sikker sejr over AB

Silkeborg IF vandt søndag eftermiddag i sikker stil med 2-0 over AB. Henrik “Tømrer” Pedersen åbnede scoringen, inden Steffen Ernemann cementerede til 2-0 på direkte frispark.

For tredje kamp i træk var der bagt op til topbrag for SIF i Viasat Divisionen, da AB søndag gæstede Silkeborg Stadion – og for tredje kamp i træk havde cheftræner Troels Bech valgt den samme holdopstilling.

Det betød Kenneth Falkenberg på mål bag et forsvar med Steven Lustü og Thorbjørn Holst Rasmussen centralt – og Renato Arapi og Dennis Flinta på backpladserne.

På midtbanen lå Martin Ørnskov centralt og Steffen Ernemann offensivt, mens Peter Degn og Martin Svensson lå på henholdsvis højre- og venstrekanten.

Helt fremme – Viasat Divisionens giftigste angreb med i alt 24 mål – sidste rundes tomåls-skytte og anfører Henrik "Tømrer" Pedersen og topscorer Rajko Lekic.

Modstanderne fra AB kom til Silkeborg med et ligeledes giftigt hold, der torsdag vendte 0-2 til 3-2 mod Skive i Gladsaxe – her scorede begge de to angribere Poul Hübertz og den tidligere SIFer Simon Bræmer, mens også en anden ex-SIFer Casper Henningsen spillede en stor rolle.

Så jo – der var lagt op til en spændende topkamp mellem to traditionelt offensivt indstillede fodboldhold på en bane, der efterhånden også var sådan nogenlunde skiftet over til sommertid, som cheftræner Troels Bech formulerede det inden kampen.

Godt skud fra Svensson
Kampen begyndte en smule rodet, men med SIF i teten. Vi skulle således fire minutter hen, før vi fik kampens første afslutning – og den skulle vise sig farlig. Martin Svensson trak ind fra højre og sparkede knaldhårdt med venstrebenet – men Jens Waltorp i AB-målet fik pareret, og Peter Degns efterfølgende indlæg til Rajko Lekic blev headet over målet.

Efter 9 minutter brændte det så lidt lunkent på i den anden ende, da SIF-forsvaret ikke fik clearet et indlæg fra Peter Benjaminsen, men der blev losset væk i tide.

Kampens indledning var præget af mange fejlafleveringer fra SIFernes side, mens ABerne efter en tøvende start begyndte at fremvise lidt mere fodboldspil. Casper Henningsen fremtvang et hjørnespark efter 12 minutter, men SIF slog kontra og fik et hjørne i den anden ende takket være Henrik "Tømrer" Pedersens aktion.

Heller ikke dette bragte dog held, og status var derfor 0-0 efter det første lille kvarter.

Tømrer på tavlen!
Men efter lige præcis et kvarter brød jubelen løs på Silkeborg Stadion. En fremragende dyb bold fra Martin Ørnskov blev behandlet lige så fremragende af Steffen Ernemann, der tæt ved baglinjen flugtede bolden indover med venstrebenet.

Her kom Henrik "Tømrer" Pedersen stormende fremad, og med en kraftanstrengelse fik han presset sig foran sin oppasser og bombet bolden i nettet. 1-0 til SIF på Tømrerens tredje mål i to kampe – og mål nummer 11 i sæsonen fra SIF-anføreren!

Peter Benjaminsen fik en mulighed syv minutter senere, da han mødte en returbold i feltet, men den vævre kantspiller fik ikke ramt bolden ordentligt.

Efter en god halv time var det nær blevet 2-0 til SIF. En nedfaldsbold i feltet blev mødt af Steffen Ernemann, der fik sparket lidt forkølet – og AB clearede til hjørne. Dét mødte Rajko Lekic, der fik trykket af – men en fantomredning af Jens Waltorp forhindrede en fordobling af stillingen på måltavlen, alt imens det under stor jubel blev forkyndt over højttalerne, at LFA var kommet i front mod Viborg.

Pauseføring til SIF
SIF havde efterhånden rigtig godt fat i begivenhederne efter den lidt sløve start på kampen, mens AB til gengæld ikke kom frem til noget som helst i den anden ende, hvor Steven Lustü og Thorbjørn Holst Rasmussen afviste alle tilnærmelser dygtigt.

Martin Svensson fremtvang et frispark og advarsel til Rasmus Nielsen med fem minutter igen inden pausen, da han blev nedlagt i et godt rush fremad. Peter Degn sparkede det efterfølgende frispark – men et godt stykke over.

På en sjælden AB-chance efter 43 minutter måtte Kenneth Falkenberg for første gang i kampen diske op med en redning, da ABs anfører Klaus Lykke headede godt til et indlæg fra højre – men Falkenberg lod sig ikke snyde og greb sikkert forsøget ud.

Dermed kunne SIF gå til pause med en 1-0 føring, som var kommet i hus takket være anfører Henrik "Tømrer" Pedersens mål og en ganske kontrolleret indsats fra SIFerne.

Ernemann til 2-0!
AB-spillerne lagde ud med en samlet klynge inden anden halvlegs start – måske de havde luret SIFerne af fra umiddelbart inden kampstart.

Det var nu ikke til at spore ekstra gejst hos akademikerne, for SIF fortsatte med boldbesiddelsen i halvlegens indledning, hvor første mulighed opstod efter tre minutter, da Steffen Ernemann modtog bolden fra en bolderobrende og fremstormende Dennis Flinta.

Ernemann vippede bolden over en forsvarer – og blev holdt nede. Frispark – som Ernemann selv linede op til.

Med det gyldne venstreben curlede han bolden over muren, ind forbi Jens Waltorp – og med et smask hamrede læderet ind i netmaskerne. 2-0 til SIF!

Og som om det ikke var nok, løb der endnu en melding ind fra Falster, hvor Viborg nu var nede med tilsvarende 2-0 (og senere tabte med 3-2) – jo, det gyngede på Silkeborg Stadion.

Rajko Lekic havde nær gjort det til 3-0 to minutter efter Ernemanns scoring, da Peter Degn lagde et perfekt frisparksindlæg indover. Lekic nåede højest og headede bolden over en fejlplaceret Jens Waltorp – men også lige over målet.

Lekic tæt på
Også Martin Svensson – der lige som Thorbjørn Holst Rasmussen havde fået en advarsel – fik trykket af med venstrebenet, men han måtte se skuddet pive et par meter forbi.

Det var stadig SIF, der var i teten, selv om AB efterhånden forsøgte sig med lidt mere af det pæne fodbold, som de normalt kan præstere.

Men trods lidt flere AB-fødder på bolden blev det ikke til noget farligt i feltet foran Kenneth Falkenberg.

Peter Degn udgik efter 66 minutter, hvor Stefan Schmidt i stedet kom ind på midtbanens højre side.

To minutter senere burde Rajko Lekic have gjort det til 3-0, da han fik en glimrende lob-aflevering fra Steffen Ernemann. Lekic flugtede knaldhårdt til bolden i en god position – men den susede en meters penge over målet.

Simon Azoulay Pedersen kom også i aktion, da han med et kvarter igen erstattede målscorer Henrik "Tømrer" Pedersen – og ti minutter senere udgik også Rajko Lekic, da Christian Holst blev skiftet ind.
 
En helt igennem dejlig dag
Tingene ebbede efterhånden mere og mere ud. SIFerne var forståeligt godt tilfredse med tingenes tilstand, og ABerne syntes ikke at kunne komme frem til noget nævneværdigt pres mod SIF-målet.

I stedet var det stadig SIF, der mest lignede et målsøgende hold mod et på dagen noget skuffende AB-hold, der slet ikke blev farlige.

Og dermed endte det med en stensikker 2-0 sejr på en helt igennem dejlig dag for Silkeborg IF.

Næste kamp er skærtorsdag – hvor FC Roskilde tager imod.

Mål

  • 1-0 Henrik “Tømrer” Pedersen (15)
  • 2-0 Steffen Ernemann (49)

Advarsler

  • Rasmus Nielsen
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Martin Svensson
  • Christian Holst

SIF

  • Kenneth Falkenberg
  • Dennis Flinta
  • Steven Lustü
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Renato Arapi
  • Peter Degn (66: Stefan Schmidt)
  • Martin Ørnskov
  • Steffen Ernemann
  • Martin Svensson
  • Rajko Lekic (83: Christian Holst)
  • Henrik “Tømrer” Pedersen (76: Simon Azoulay Pedersen).

AB

  • Jens Waltorp
  • Andreas Sørensen
  • Casper Andersen
  • Mathias Tauber
  • Thomas Asmussen
  • Rasmus Nielsen
  • Klaus Lykke
  • Peter Benjaminsen (70: Christian Høgni)
  • Casper Henningsen (58: Nicolai Jørgensen)
  • Poul Hübertz
  • Simon Bræmer.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 01.12. kl. 18.00
Scroll til toppen