2. juni 2017

Sidste chance: Se morgendagens SIF-stjerner

SIF’s talenter spiller sæsonens sidste kampe på Søholts Talentpark lørdag. Se både U19-Liga og U17-Liga i kamp mod Vejle Boldklub.

Lørdag er det sidste chance for at se SIF’s talenter på eget græs i denne sæson. De to Liga-mandskaber, U17 og U19 skal op imod Vejle, mens U15 møder LKB/Gistrup og U14 får besøg af Viborg FF.

For Dennis Pedersen er det ikke bare sidste kamp i sæsonen som træner for U19 Liga-holdet, det er også hans sidste kamp som træner for det ældste ungdomselitehold i SIF, idet han fra næste sæson bliver A+ træner. Dermed handler kampen om at tage godt afsked med sæsonen – og med træneren.

– Vi slutter mellem nummer 7 og 9 i tabellen, og det bliver blandt andet bestemt af resultatet af lørdagens kamp mod Vejle plus resultater fra de øvrige kampe i rækken. Det er en placering, der ligner de foregående sæsoner, og jeg mener, det er et meget godt billede på, hvor vi er som hold i dansk talentudvikling, lyder det fra den afgående U19-cheftræner.

Med en enkelt kamp tilbage i sæsonen er det også blevet tid til at gøre status over den udvikling, SIF-talenterne har gennemgået i løbet af det sidste års tid. En udvikling, Dennis Pedersen overordnet er ganske godt tilfreds med:

– Vi har igen i år haft gode og mindre gode perioder i gennem en lang sæson. Når vi kommer til afslutningen på sæsonen, husker jeg altid bedst vores gode præstationer, og det er ikke anderledes i år. Derudover glæder jeg mig også over, at vi i denne sæson har set stor udvikling på det individuelle plan.

– I vinters blev Oscar Hedvall, Jeppe Gertsen, Mads Emil Madsen og Jeppe Okkels en fast del af A-truppen. Mads Emil og Gertsen bliver studenter om lidt og bliver fuldtidsprofessionelle efter sommerferien, mens Oscar og Okkels stadig skal kombinere ungdomsuddannelse og fodbold efter sommerferien.

U17 mangler to kampe
For Jesper Mikkelsens U17-drenge er der tale om den sidste hjemmekamp i sæsonen. Derefter mangler mandskabet en udekamp mod FC København på næste lørdag.

– Lørdagens modstander fra Vejle ligger placeret tre pladser over os i rækken på en 8. plads, og de slog os da også i den første kamp i Vejle med 2-1. Vi går som altid efter den gode præstation og satser på at slutte godt af på Talentparken, fortæller Jesper Mikkelsen.

Med to kampe tilbage af sæsonen skal den sidste slutspurt sættes ind, hvis U17-drengene skal gøre sig forhåbninger om at rykke sig i tabellen. Noget, Jesper Mikkelsen bestemt anser som værende muligt.

– Status her to kampe før sæsonen slutter er, at vi ligger placeret på en 11. plads, men med mulighed for at overhale et par hold, som allerede har spillet deres sidste kampe. Kigger man på mere end bare tabellen, så synes jeg, at vi har haft et rigtigt godt år på U17, hvor mange spillere har taget gode skridt i deres udvikling, og hvor vi senest også har præsteret godt i ligaen.

– Nu gælder det om at slutte sæsonen godt af, og det starter på lørdag mod Vejle, slutter Jesper Mikkelsen.

Lørdagens program på Talentparken ser således ud:
Kl. 10.00: U14-Viborg FF
Kl. 11.15: U15-LKB/Gistrup
Kl. 13.00: U17-Vejle B
Kl. 15.15: U19-Vejle B

Læs talentmagasinet om lørdagens eventdag på Talentparken. Klik her for adgang.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen