29. november 2014

0-1 igen. Trist aften på Mascot Park

For tredje kamp i træk tabte SIF 0-1, da OB var på besøg i Silkeborg lørdag. Og for syvende gang i træk led SIF nederlag i Superligaen. Et trist efterår lakker mod enden.

Hvis smalle novembernederlag på 0-1 var penge værd, ville SIF være en rig klub. For tredje kamp i træk måtte SIF se sig slået med netop 1-0, da OB lørdag aften vandt på Mascot Park. Det var det syvende nederlag i træk i superligaen, og mørket lagde sig på symbolsk vis tungt over Mascot Park, da stadion-lysene blev slukket.

I SIFs startopstilling fandt man Jeppe Illum, der efter længere tid som indskifter ingen var blandt cheftræner Jesper Sørensen 11 udvalgte. Også Nicolaj Køhlert havde fundet vej til den centrale midtbane, hvor han dannede centralt makkerpar med Daniel A. Pedersen, der var kommet sig over den lægskade, der tvang ham ud i Parken en uge tidligere.

Første farlige aktion foran et af de to mål stod OB for. I det 10. minut samlede SIF-keeper Thoomas Nørgaard tråden op, hvor han slap den i onsdagens pokalkamp i Randers. Først en fodparade og dernæst et sikkert greb om bolden i liggende stilling forhindrede OB’eren i at få en tidlig føring.

Illum havde første forsøg
Jeppe Illum fejrede sin tilbagevenden til startopstillngen med SIFs første forsøg mod mål, da han i det 16. minut forsøgte sig med et skud fra distancen, som OB-keeper Mads Toppel dog klarede uden problemer. 

Største SIF-chance i 1. halvleg stod Daniel A. Pedersen dog for, da han fyrede højrebens-kanonen af fra straffesparksfeltets kant. Bolden prellede af på stolpen og sprang i spil igen. Frank Hansen opfangede riposten og skød mod mål, men måtte se bolden gå lige over. Chancen opstod efter en periode af kampen, hvor OB havde bolden mest uden dog for alvor at det skabte fare på færde foran SIF-målet.

Fare formåede SIF imidlertid at skabe i den anden ende. Efter godt en halv times spil headede Thorbjørn Holst Rasmussen en hjørnesparksbold fra Jeppe Illum på overkanten af overliggeren, mens OB i den anden ende også viste farlighed, da Emil Larsen snød Jens Martin Gammelby. Thorbjørn Holst kom dog på tværs og fik sparket væk.

Spelmann gjorde det onde ved SIF
Det gjorde han også i det 39. minut, men her røg bolden hen for fødderne af Martin Spelmann. Daniel A. Pedersen forsøgte febrilsk at komme på tværs, men han kunne ikke forhindre, at Spelmann med et velrettet vristspark bragte fynboerne i spidsen med 1-0. SIF måtte igen konstatere, at man var bagud på trods af gode tilbud for at bringe sig i føring.

Cheftræner Jesper Sørensen reagerede i pausen med en offensiv udskiftning, idet Nicolaj Køhlert gik ud og blev erstattet af Jesper Bech. Der var da heller ikke spillet mange minutter af halvlegen, før der første gang var fare på færde foran OB-målet. Emil Scheel sendte en hård, flad tværbold ind foran, hvor Mads Toppel fik hånden på. Jeppe Illum var milimeter fra at nå riposten, men igen forblev det lige ved og næsten for SIFerne på en iskold november-aften, hvor kun 1866 tilskuere havde fundet vej til Mascot Park.

OB blev også noteret for en stor chance, da Emil Larsen efter knapt en times spil løftede bolden lige over i en situation, hvor Thomas Nørgaard fik generet OB-profilen så meget, at han mistede fokus i afslutningsøjeblikket. I den modsatte ende slap Nicolaj Agger fri i det 68. minut, men også han overplacerede sit løft over målmanden, så bolden også gik over mål.

Minuttet forinden var Morten Beck blevet sendt på banen i et forsøg på at sætte en SIF-offensiv ind for udligning i de sidste 25 minutter. Og Beck var meget tæt på udligning i det 72. minut, men han kom brøkdele af sekunder for sent på Nicolaj Aggers glimrende tværaflevering. Robert Skov blev også sendt i kamp. Han erstattede Emil Scheel i det sidste kvarter.

SIF forsøgte og forsøgte, men fik aldrig lagt et effektivt pres på OB. En dødtræt Nicolaj Ritter måtte i de sidste 10 minutter humpe rundt med en forstrækning i baglåret, og efterhånden så det ud til, at de 120 minutter fra onsdagens pokalkamp i Randers også begyndte at sætte sig hos SIFerne.

SIF spiller årets sidste superligakamp på søndag i Brøndby.

Kampen i tal:
Superligaen, 16. spillerunde, lørdag den 29. november 2014 kl. 17.00 på Mascot Park:
Silkeborg IF – OB 0-1 (0-1)
Mål: 0-1 Martin Spelmann (39.)
Tilskuere: 1.866
Advarsler: Dennis Flinta, Nicolaj Ritter, SIF.
Silkeborg IF (3-4-3): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Thorbjørn Holst Rasmussen – Frank Hansen, Nicolaj Køhlert (46.: Jesper Bech), Daniel A. Pedersen, Nicolaj Ritter – Emil Scheel (74.: Robert Skov), Jeppe Illum (67.: Morten Beck), Nicolaj Agger.
Cheftræner: Jesper Sørensen
OB (3-4-3): Mads Toppel – Lasse Nielsen, Kasper Larsen, Daniel Høegh – Espen Ruud, Martin Spelmann, Azer Busuladzic, Ari Skulason – Rasmus Falk (82.: Mikkel Desler), Lasse Kryger, Emil Larsen (90. Lucas Jensen).
Cheftræner: Ove Pedersen

 

Mål

  • 0-1 Martin Spelmann (39.)

Advarsler

  • Dennis Flinta
  • Nicolaj Ritter
  • SIF.

Silkeborg IF (3-4-3)

  • Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby
  • Dennis Flinta
  • Thorbjørn Holst Rasmussen – Frank Hansen
  • Nicolaj Køhlert (46.: Jesper Bech)
  • Daniel A. Pedersen
  • Nicolaj Ritter – Emil Scheel (74.: Robert Skov)
  • Jeppe Illum (67.: Morten Beck)
  • Nicolaj Agger. Cheftræner: Jesper Sørensen

OB (3-4-3)

  • Mads Toppel – Lasse Nielsen
  • Kasper Larsen
  • Daniel Høegh – Espen Ruud
  • Martin Spelmann
  • Azer Busuladzic
  • Ari Skulason – Rasmus Falk (82.: Mikkel Desler)
  • Lasse Kryger
  • Emil Larsen (90. Lucas Jensen). Cheftræner: Ove Pedersen
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen