Strålende resultat

Image

Silkeborg IFs cheftræner Troels Bech kunne glæde sig over en "strålende" 4-1 sejr i Køge - og drage et lettelsens suk over, at spillerne slap fra det groteske underlag uden skader.


- Det var en tilfældig forestilling, hvor vi var dygtigst til at bruge tilfældighederne til vores fordel. Med sådanne forhold vil der komme masser af fejl, men vi fik tvunget HB Køge til at lave fejl i deres egen ende, og det udnyttede vi stærkt. Blandt andet på grund af vores mentale beredskab - sådan en kamp vindes i høj grad oppe i hovederne, forklarede cheftræner Troels Bech efter kampen på Køge Stadion, der i sin brungrønne is- og mudder-symfoni diskede op med vanvittige forhold:

- Man samler jo altid nye erfaringer, og jeg har ikke set noget lignende siden en Tipslørdag-kamp i 1976, lød det fra Bech med et sædvanligt skævt smil, inden han fortsatte med en særlig tak:

- Vi må rette en hilsen og tak til Silkeborg Kommune, der i vinteropstarten har lært os at spille under vanskelige forhold!

Sejren på 4-1 var SIFs bedste forårspremiereresultat nogensinde i SAS Ligaen, og resultatet blev da også noteret med stor tilfredshed:

- Det er jo strålende at vinde med hele 4-1 på udebane i den første kamp, som ofte er lidt speciel. Det var den så sandelig også i dag, men vi fik fuld valuta. Der er ikke mange superligahold, der vinder 4-1 på Køge Stadion - og pointene er meget værd i dag. Det var i det hele taget en rigtig god runde for os, og vi glæder os samtidig gevaldigt over, at vi slap herfra uden skader, sluttede Troels Bech.






Skrevet af: Michael Ravn  

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34. 1. sal · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com