1-1 i testen mod Horsens
Silkeborg IF spillede lørdag 1-1 mod Horsens i en kamp, der aldrig blev det store sus. Til gengæld lyste Kaimar Saag op med scoringen til 0-1, hvor én berøring satte hele Horsens' defensiv skakmat.
Til denne - årets anden træningskamp - startede Silkeborg IF med en ganske ny defensiv konstellation. Således var Kenneth Falkenberg foretrukket i målet, mens midterforsvaret blev udgjort af Simon Jakobsen og Thomas Hansen. På hver sin back lå Dennis Flinta og Christopher Poulsen, som det også var tilfældet i den forrige træningskamp mod Thisted.
På midten var Peter Degn med fra start i højresiden. Frank Hansen lå i maskinrummet sammen med Jesper Bech med Martin Svensson liggende i venstre - i øvrigt tre gange genvalg fra første kamp.
Som hængende angriber havde Kaimar Saag fået chancen fra start - lige bag ved Rajko Lekic, der var med igen ovenpå en god gang ømhed i stængerne.
SIF på bolden - Horsens farligst
De rød/hvide gæster svingede taktstokken fra start, men selvom bolden hovedsageligt trillede mellem SIF-fødder, var det Horsens, der stod for det mest målsøgende spil.
Særlig den tidligere SIFer Jimmy Mayasi virkede som en trussel - indtil afslutningerne indtraf. For nok kom angriberen frem til meget, men afslutningerne fløj enten langt over eller langt forbi Kenneth Falkenbergs mål. Og det, der ramte kassen for de ihærdige Horsens-angribere, tog Falken sig solidt af.
Silkeborg IF producerede også gode chancer - særligt via Peter Degn, der fik forholdsvis god plads i højresiden.
Det var netop tilfældet efter 15 minutter, da kantspilleren blev sendt dybt af sted mod mål efter godt opspil fra Frank Hansen og Rajko Lekic. Degn lagde bolden til rette for en fremstormende Kaimar Saag, der kunne score i tomt mål - troede han. Dommer og linjevogter vurderede i fællesskab, at der var offside på Saag.
Kampen nærmede sig den halve time med yderligere et par gode chancer til begge hold. Rajko Lekic og Christopher Poulsen stod for forsøgene fra SIF, mens Jimmy Mayasi - igen, igen - fik afsluttet uden held for Horsens.
0-1 ved Saags genialitet
Lidt mere held - og masser af kompetent boldføling - havde Kaimar Saag lidt senere, da den unge ester præsterede dagens ultimativt bedste førstegangsberøring. Med en følt tæmning trak angriberen bolden bag om sit eget støtteben og fangede hele Horsens' bagerste kæde på hælene. Det gav angriberen frit løb mod mål, og selvom Saag var tæt på at blive løbet op, havde han tid til at lægge bolden forbi Søren Jochumsen til en forrygende scoring.
Målet tændte en ellers lidt anonym Kaimar Saag, som i den resterende del af kampen gav mange eksempler på gode førsteberøringer samt hurtige vendinger og løb.
Der kom lidt skår i den ellers blomstrende glæde, da Martin Svensson efter 35 minutter måtte lade sig udskifte med Simon Azoulay Pedersen efter et skrub. Men slaget virkede ikke til at koste andet end en øm ankel hos den hurtige kantspiller.
Anden halvleg - en sløj affære
Troels Bech benyttede pausen til at sende garvede Thomas Bælum og unge Mathias Valentin på banen i stedet for Simon Jakobsen og Rajko Lekic. Det betød en lille rokade på de offensive pladser, hvor Valentin gik ind på den centrale midtbane og skubbede Jesper Bech og Kaimar Saag et nøk fremad i Rajko Lekic' fravær.
Både Bælum og Valentin præsterede en god halvleg, men det ændrede ikke på, at intensiteten dalede en del efter pausen. Ingen af holdene kom frem til åbne chancer, mens tempoet i den offensive del af spillet var støt faldende for begge mandskaber.
Efter 65 minutter takkede Peter Degn af og gav plads til Henrik "Tømrer" Pedersen - der fandt sin vante plads som angriber og skubbede Kaimar Saag ud på højrefløjen.
Horsens til 1-1
Der var på dette tidspunkt ikke mange indikationer på yderligere scoringer - heller ikke i situationen, hvor der rent faktisk blev scoret. Et indlæg fra højre blev lidt tilfældigt skubbet ud til en pludselig fri Casper Johansen, som takkede for pladsen med at sende et drøn ind ved den fjerneste stolpe bag en prisgivet Kenneth Falkenberg.
Målet gjorde ikke det stor for kampen, der stadig tøffede af sted i sit eget afdæmpede tempo.
Jesper Bech havde halvlegens bedste SIF-forsøg, da han efter et hjørnespark tordnede en flad bold mod mål - men Søren Jochumsen kom sikkert ned og skubbede bolden ud.
I de sidste minutter var Horsens rigtig tæt på. En nem chance til Issey Nakajima-Farran viste sig ikke at være nok til en scoring. Helt blank foran mål modtog Horsens-angriberen bolden, men Kenneth Falkenberg kom godt ud af sit mål og presse Issay Nakajima-Farran til at sparke bolden ud over baglinjen.
Dermed endte det altså med endnu en uafgjort træningskamp. Truppen kan nu tage til kamp mod Viborg på onsdag, vel vidende, at der er plads til forbedringer efter en trods alt fin træningskamp på den kolde kunststofbane i Horsens.
Lørdag den 06. februar, træningskamp spillet i Horsens
AC Horsens - Silkeborg IF 1-1 (0-1)
Mål: 0-1 Kaimar Saag (30), 1-1 Casper Johansen (69).
SIF: Kenneth Falkenberg, Dennis Flinta, Simon Jakobsen (46: Thomas Bælum) Thomas Hansen, Christopher Poulsen, Peter Degn (65: Henrik "Tømrer" Pedersen), Frank Hansen, Jesper Bech, Martin Svensson (35: Simon Azoulay Pedersen), Kaimar Saag, Rajko Lekic (46: Mathias Valentin).
ACH: Søren Jochumsen, Anders Nøhr, Morten Rasmussen, Andreas Augustsson, Søren Friis, Issey Nakajima-Farran, Niels Lodberg, Janus Drachmann, Thomas Kortegaard (Tonny Brochmann), Jimmy Mayasi (Nabil Aslam), Rasmus Katholm (Casper Johansen).
Tilskuere: cirka 300
Skrevet af: Michael Ravn