Tre tilfredse SIFere analyserer
Manden med målet, manden med udfordringerne og manden med anførerbindet ser tilbage på gårsdagens træningskamp, hvor SIF spillede en fantastisk første og en ganske god anden halvleg.
Beskedne Christian Holst stod for Silkeborg IFs scoring med et hovedstødsmål i verdensklasse:
- Det var pivheldigt. Det der gør jeg ikke ret mange gange ud af hundrede. En gang imellem sender jeg den faktisk ind med hovedet, men det er meget sjældent, at det sker. Den må have smuttet fint på min isse, og det var da et af mine bedre mål, smiler SIFs målscorer.
På et angrebslystent SIF-hold boltrede Martin Svensson med hurtige ryk og tekniske finurligheder på kanten:
- Især i første halvleg lykkes vi med mange ting, fordi vi holder spillet simpelt. Også i venstresiden, hvor Christopher Poulsen og jeg har et fint samarbejde kørende. Jeg kom til at stå helt ude på kanten, fordi vi var gode til at skubbe folk op centralt. Men det passede mig egentligt fint, og jeg er godt tilfreds med min egen præstation og det spil, holdet leverer, siger Martin Svensson.
Martin Ørnskov var nyudnævnt viceanfører, og i Henrik "Tømrer" Pedersen skadesfravær tog han den første officielle tørn som kaptajn for sine holdkammerater:
- Mit spil og ageren på banen var ikke meget anderledes, fordi jeg bar bindet. Jeg var måske lidt mere bevidst om min rolle på holdet. Det gav en ekstra dimension til min oplevelse af kampen - at jeg skulle vise ansvar, snakke med dommeren osv. Holdet fungerede jo også godt i sig selv. Vi spillede en god omgang fodbold på en svær bane, og i første halvleg lykkedes alt det, vi snakkede om inden kampen - både presspillet og boldomgangen forløb, som det skulle, fortæller midtbanespilleren.
Skrevet af: Thomas Mark