Bech: Vi kan også skabe dem selv

Image

Troels Bech er ualmindeligt stolt over, at han nu har to aktuelle danske A-landsholdsspillere i truppen - den ene af dem er endda af "egen avl".


Med udtagelsen af Martin Ørnskov er Silkeborg IF repræsenteret med to spillere til træningskampen mod Østrig den 3. marts. Som det var tilfældet med Rajko Lekic, vil Troels Bech gerne tildele holdet og teamet bag en god del af æren for spillernes personlige succes - og i Martin Ørnskovs tilfælde er der rigtig mange i Silkeborg IF, som har fortjent et klap på skulderen:

- Hvor er det herligt for hele SIF, at vi ikke blot kan tilknytte spiller, der ender i landsholdsperiferien, men at vi også selv kan skabe dem. Det er klart, at Martin Ørnskov er topstolt lige nu, og det har han også god grund til at være. Men der er også så mange andre mennesker i SIF, der har været involveret i Martins udvikling gennem hans tid i klubben. Det er i sandhed en cadeau til Martin såvel som hele talentarbejdet i SIF, fortæller cheftræneren.

Troels Bech fremhæver i øvrigt det dejligt paradoksale i, at "den usynlige profil", som Martin Ørnskov ofte er blevet kaldt, hurtigt er blevet et velkendt ansigt i dansk fodbold:

- Martin har ydet sit store bidrag til holdets fremgang, og det er symptomatisk for holdets fælles indsats, når Ørnskov - den usynlige profil - kan blive udtaget til
A-landsholdet. Jeg er super begejstret over Martins udvikling, og nu vil jeg hjælpe ham med at huske, at succes forpligter, lover Troels Bech.



Skrevet af: Thomas Mark 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34. 1. sal · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com