Ørnskov bliver ny viceanfører

Image

Pladsen som viceanfører har været ledig, siden Steven Lustü lagde fodboldboldstøvlerne på hylden i december. En beæret Martin Ørnskov er valgt til at overtage hvervet.


Cheftræner Troels Bech kunne på taktikmødet inden kampen mod russiske Krylia Sovetov præsentere truppen for en ny viceanfører. Valget af den 24-årige Martin Ørnskov blev hovedsageligt truffet ud fra to kriterier - SIF-kultur og lederpotentiale:

- Martin bærer SIF-kulturen i sig med sin mange år i klubben - fra ungdomsfodbold over fodboldcollege til mange kampe på klubbens bedste hold. Men det er bestemt ikke anciennitet alene, der har afgjort valget. Martin er inde i en rigtig positiv periode, og vi håber, at bindet kan være med til at stimulere den fortsatte udvikling. Han har lederpotentiale samtidig med, at han ved, hvad Silkeborg IF står for qua sine mange år i klubben, fortæller Troels Bech.

Martin Ørnskov var uden betænkningstid klar på at løfte opgaven, da han blev tilbudt tjansen:

- Jeg er glad og beæret over, at Troels har påtænkt mig hvervet som viceanfører. Det bliver specielt at bære bindet de gange, hvor "Tømrer" ikke kan. Nu har jeg været i klubben i mange år, så det er stort for mig at få tilbudet. Jeg vil forsøge at opfylde det ansvar, der følger med, så godt som muligt. Om ikke andet vil jeg tænke endnu mere på at gå forrest - hjælpe de yngre og motivere mine medspillere på banen, siger Martin Ørnskov.

Martin Ørnskov har aldrig spillet i andre klubber end Silkeborg IF. Han fik debut for førsteholdet i 2004, og siden er det blevet til 139 kampe og 10 mål for klubben.





Skrevet af: Thomas Mark 

Silkeborg IF Invest A/S
Papirfabrikken 34. 1. sal · Box 11 · DK-8600 Silkeborg
TLF. 8680 4477 · FAX. 8680 4647 · sif@silkeborgif.com