Femte træningskamp fastlagt
Den sidste planlagte test inden første SAS Liga-runde er mod svenske Helsingborgs IF - dato, tid og spillested er nu lagt fast.
Selvom det stadig er uvist, hvor og hvornår Silkeborg IF spiller deres første kamp i SAS Ligaens, holdes der fast i den planlagte træningskamp mod Helsingborgs IF, der spilles tirsdag den 2. marts.
De to hold mødes så at sige på midten, hvor kampen spilles kl. 14.00 i Odense på OBs træningsanlæg i Ådalen - 142 kilometer fra Silkeborg og 215 kilometer fra Helsingborg.
SIFs svenske assistenttræner Joakim Mattsson glæder sig til at se sit hold i aktion mod en stærk modstander fra fødelandet:
- Vi skal møde en klub, der har været med helt fremme i svensk fodbold igennem en årrække. Så det er god modstander, vi skal op imod. Som svensk hold spiller de noget andet fodbold, end vi gør i Danmark, og den udfordring er med til at skærpe vores spillere, der må agere anderledes, end de er vant til. Det er ikke som mod Horsens eller Viborg, hvor man måske ikke kan forudsige resultatet - men man kan ofte forudsige forløbet. Vi skal op mod en international modstander, siger Joakim Mattsson.
Den kommende træningsmodstanderen har siden 1993 været en fast bestanddel af den bedste svenske række og har igennem klubbens historie vundet seks svenske mesterskaber - det seneste i 1999. At SIF skal op mod et nyhistorisk stærkt mandskab bekræftes af, at Helsingborgs IF i ni ud af de seneste 13 sæsoner har kvalificeret sig til at spille europæiske kampe.
Blandt spillerprofilerne i den svenske klub finder man velklingende navne som Erik Wahlstedt, Mattias Lindström og Marcus Lantz, der tidligere har slået deres foldere i dansk fodbold for henholdsvis Esbjerg, AaB og Brøndby.
Men det nok mest velkendte navn i klubben er den tidligere superstjerne Henrik "Henke" Larsson. Som 21-årig kom Larsson til Helsingborgs IF, og siden er det blevet til 296 mål i 490 kampe for Feyenoord, Celtic, Barcelona og Manchester United og så selvfølgelig for svenskerne - hvoraf 82 mål i 121 kampe er sat ind. SIF får desværre ikke fornøjelsen af at møde angriberen, der for nyligt indstillede karrieren.
Helsingborgs IF har - lige som SIF - ikke vundet en træningskamp endnu, men hvor Søhøjlandets helte heller ikke har tabt, er det blevet til to nederlag i fire kampe til svenskerne - blandt andet 0-3 mod Lyngby fra Viasat Divisionen.
Skrevet af: Thomas Mark